11/6

Fredag til lørdag bliver jeg passet hos farmor og Christian, og der er rigtig hygge med gåtur og hop i vand, toge og biler. Om lørdagen tager jeg så videre til Vionas fødselsdag i Vordingborg. Det er rigtig hyggeligt med kage og varm chokolade med flødeskum. Jeg er dog meget skuffet over ikke at få gaver, selv om jeg har glædet mig meget til at give Viona min gave. Da vi kommer, sover Viona, og jeg snakker hele tiden om den store gave, som jeg skal give hende. Lørdag aften kører vi op i sommerhuset, og søndag hygger vi i sommerhuset med at gå tur på stranden, og jeg hjælper far med at male. Ak og ve, fredag får mine forældre dog lidt af et chok. Jeg har fået en børnehaveplads i Røde Ko i Købmagergade ved Rundetårn fra 6 juli. De er 14 dage i København og 14 dage i et skovhus i Skodsborg. Det er meget tidligt for min alder, meget langt væk og mange ting på en gang, for jeg får jo en lillesøster her 22. juli. Men nu skal jeg starte i børnehave den 6 juli, så det bliver rigtig spændende. Jeg har været nede og besøge børnehaven, og de havde mange fine bøger.