Blog Image

Frederiks blog

Til dig der ikke kan få nok Frederik!

Velkommen til Frederiks blog.

Her poster de stolte forældre dagbog, billeder, film, vækstdata og andre uundværlige ting om det kære barn. Du er velkommen til at skrive kommentarer - bare klik på "Kommentarer", så vil forældrene svare på vegne af knægten.

God fornøjelse!

År 2, uge 42

Dagbog Posted on %PM, June 17 2009 23:41:55

11/6

Fredag til lørdag bliver jeg passet hos farmor og Christian, og der er rigtig hygge med gåtur og hop i vand, toge og biler. Om lørdagen tager jeg så videre til Vionas fødselsdag i Vordingborg. Det er rigtig hyggeligt med kage og varm chokolade med flødeskum. Jeg er dog meget skuffet over ikke at få gaver, selv om jeg har glædet mig meget til at give Viona min gave. Da vi kommer, sover Viona, og jeg snakker hele tiden om den store gave, som jeg skal give hende. Lørdag aften kører vi op i sommerhuset, og søndag hygger vi i sommerhuset med at gå tur på stranden, og jeg hjælper far med at male. Ak og ve, fredag får mine forældre dog lidt af et chok. Jeg har fået en børnehaveplads i Røde Ko i Købmagergade ved Rundetårn fra 6 juli. De er 14 dage i København og 14 dage i et skovhus i Skodsborg. Det er meget tidligt for min alder, meget langt væk og mange ting på en gang, for jeg får jo en lillesøster her 22. juli. Men nu skal jeg starte i børnehave den 6 juli, så det bliver rigtig spændende. Jeg har været nede og besøge børnehaven, og de havde mange fine bøger.



År 2, uge 41

Dagbog Posted on %AM, June 13 2009 02:04:24

7/6

Så kom far hjem igen. Hans fravær har jeg dog ikke tænkt mig lige sådan at tilgive. Så da han kommer ind af døren, vil jeg overhovedet ikke se på ham eller snakke med ham. Jeg tør dog op, da far fortæller, at han har en gave med. Det er nogle dejlige ‘Barbamama’ figurer til badet, som jeg er helt vild med. Selv om vi er i Zoologisk Have om fredagen, så er jeg lidt kulret, efter at far er kommet hjem – hele lørdagen er jeg pylret, græder og vil bare have min sut. Om søndagen er humøret dog straks bedre, for der er jeg i Valbyparken med Amalie og Lauritz og vi giver den rigtig gas og leger og hygger. Om aftenen er vi hos farfar og får dejlig mad. Da farfar kører Oldemor hjem, råber jeg fortvivlet efter ham “Nej, min farfar!”. Mandag kommer mormor og morfar, og vi tager endnu en tur i Zoologisk Have – som jeg bare aldrig får nok af. Onsdag er jeg til svømning med farmor igen. Sikken begivenhedsrig uge!



År 2, uge 40

Dagbog Posted on %PM, June 03 2009 23:05:14

31.5

Det har været lang weekend med fri om mandagen og vi har været i sommerhus og slappe af. Det har været skønt vejr, og vi har været på stranden ved Skansehage. Det var rigtig spændende med fisk, fiskere, krabber og hunde – og mor og jeg plaskede i vandkanten. I løbet af ugen tager far til Paris, og mor og jeg hygger sammen. Hver morgen forsøger jeg at lokke mor til at droppe arbejdet og tage mig med i Zoologisk Have. Jeg plager og siger “Hvorfor ikke?”. Når jeg kommer om i vuggestuen er jeg dog glad og hygger mig og jeg synger stadig “I like to move it”. Jeg har omsider også fået en fin sommerklip – det var også på høje tide, for jeg var blevet rigtig langhåret.



År 2, uge 39

Dagbog Posted on %PM, May 28 2009 22:00:19

25/5

“Mor væk, mor væk, mor væk” – det er på ingen måde så slemt som det lyder jeg er bare blevet glad for sagen “I like to move it” fra Madagascar tegnefilmen og synger lystigt min egen version. I weekenden var vi i sommerhus sammen med fætter og kusine – det var rigtig hyggelilgt. Jeg er blevet rigtig god til at sidde på min potte og kræver ikke længere chokolade 🙂



År 2, uge 38

Dagbog Posted on %PM, May 14 2009 23:46:42

8/5

Fredag til lørdag tager vi ned og besøger Viona i sommerhus. Det er rigtig hyggeligt. Desværre får jeg en gren i øjet, da vi er ude at gå aftentur, så det bliver jeg rigtig ked af. Der er dog ikke sket noget. Lørdag kommer far så hjem. Jeg ser ham først lidt an, men da han trækker fantastiske gaver op af ærmet, anerkender jeg ham igen. Jeg er ikke så interesseret i det smarte tøj og flotte sko, som far har købt. Til gengæld er jeg ret begejstret for en stor kasse med fly og biler. Jeg nægter at gå i seng før kl 23, fordi jeg vil lege med biler. Det er også det første, som jeg siger søndag morgen: “Hvor er bilerne? Jeg vil lege med gavebiler”. Jeg er i det hele taget svær at få til at sove hele denne uge – den bliver både 21 og 22 flere dag. Jeg er begyndt at danse rigtig meget igen. Fx når der er ‘Brum’ eller ‘Jungle Beat’ på DVDen så kopierer jeg dansene som de gør i filmene. Jeg er desuden blevet en rigtig spørge-Jørgen – alting bliver mødt med et “Hvorfor det?” eller “Hvorfor ikke?”



År 2, uge 37

Dagbog Posted on %PM, May 07 2009 22:31:18

7/5

Vi tager i sommerhus og fejrer første maj og weekenden. Vejret er skønt, så jeg løber rundt og slår græs sammen med med far og hjælper mor med at vande frugttræer og buskene. Om søndagen er vi til kirkemus. Det er længe siden, at jeg har været der, så det er helt underligt, men også sjovt at være der igen. Om søndagen tager far til Las Vegas. Morfor kommer over søndag aften og hygger med mig hele ugen. Vi går lange ture hver dag og er også kulturelle og ser både Louisiana og Frihedsmuseet. Onsdag og torsdag hygger jeg med farmor, så det bliver en helt hyggelig uge, selv om far er væk. I denne uge går jeg også med til at tisse på en potte, og det er jeg rigtig dygtig til. Jeg får et stykke chokolade hver gang, jeg har gjort det, så det er nok det, jeg lokker. Jeg er bare så sød og kærlig for tiden – jeg siger til mor, at jeg elsker hende og “jeg passer på dig, mor”.



År 2, uge 36

Dagbog Posted on %PM, May 07 2009 22:24:58

25/4

Torsdag aften tager vi i Ikea og shopper til den store guldmedalje. Jeg synes, at der er fantastisk sjovt i Ikea – jeg elsker fx at gemme mig i de lange gange, hvor man henter møbler – især fordi min mor bliver helt stresset over, at hun ikke kan finde mig. Bagefter kører far os i sommerhus og så kører han ellers tilbage til København. Mormor og morfar kommer op i sommerhuset torsdag aften, og så hygger vi ellers hele weekenden. Jeg elsker især at lege med morfar, som er rigtig god til at læse bøger og lege med biler. Søndag bliver øko-køerne lukket på græs, og det er jeg ude at se. Amalie og Lauritz er også med, og vi hygger os med at drikke smagsprøver på koldskål og se på køer, lam osv. Især er jeg meget optaget af malkemaskinerne og af at der lugter af møg på gården. “Det lugter af lort. Det lugter ikke godt. Det er ulækkert.”



År 2 uge, 35

Dagbog Posted on %AM, April 22 2009 07:19:01

20/4

Vejret er skønt, så det er en ren fest at holde weekend. Vi tager i sommerhus i weekenden, hvor vi får besøg af Lauritz, Amalie, onkel og moster. Alle os børn leger uden for i legestativet og terrassen hele dagen – det er skønt. Jeg snakker og synger hele tiden – og lidt af en drillepind er jeg også blevet. På vej op mod sommerhuset lugter der af gylle, og jeg og mor driller far med, at han sidder og prutter: Ad far! Nå ja, og så er jeg blevet besat af tyggegummi. Når mor henter mig i vuggestuen, rejser jeg mig straks op og giver hende et knus, hvor efter jeg fortæller, at nu skal vi hjem og jeg vil gerne have et stykke tyggegummi. Jeg er en rigtig puttegøj, hvilket jeg stolt erklærer. Jeg er også begyndt at lege, at jeg er en lille baby – hvis jeg da ikke er en hund.



« PreviousNext »