Blog Image

Frederiks blog

Til dig der ikke kan få nok Frederik!

Velkommen til Frederiks blog.

Her poster de stolte forældre dagbog, billeder, film, vækstdata og andre uundværlige ting om det kære barn. Du er velkommen til at skrive kommentarer - bare klik på "Kommentarer", så vil forældrene svare på vegne af knægten.

God fornøjelse!

År 3, uge 4

Dagbog Posted on %PM, October 05 2009 21:42:59

1.10

For en gang skyld tager vi ikke i sommerhuset i weekenden, da mor og far skal have gæster om fredagen. Til gengæld tager vi til koncert med Kaya Bruel på Glostrup Bibliotek. Det er rigtig spændende. Jeg synger med på alle sangene og gynger med hele kroppen. Samtidig er jeg dog ret selvbevidst og siger flere gange til mor: “Du må ikke grine, mor.” Søndag aften er vi hos farfar, hvor jeg rigtig hygger mig med dessert, slik og bilsamlingen.



År 3, uge 3

Dagbog Posted on %PM, October 05 2009 21:25:24

27.9

Endnu en dejlig uge hvor jeg får lov til at blive hjemme fra børnehaven og hygge med mor et par dage. Det elsker jeg og tigger om hver dag. Fredag til lørdag aften er vi i sommerhuset og plukker de sidste brombær, tomater og vindruer. Jeg kommer til at savne at plukke frugter. Om søndagen er vi tilbage i København, hvor jeg har en legeaftale med Anton fra vuggestuen. Det er rigtig hyggeligt. Vi leger hele dagen, og jeg får et stort kram af ham, da han går. Det må vi snart gøre igen. Jeg er dog også blevet en lille brokmus for tiden, som hele tiden erklærer: “det gider jeg ikke” om alt muligt.



År 3, uge 2

Dagbog Posted on %AM, September 26 2009 00:42:27

23.9

Så er jeg simpelthen holdt op med at bruge ble – dvs jeg får den stadig på, når jeg skal sove og hvis jeg har lyst til at lave stort i den. Det gik rigtig fint i den uge, hvor jeg var hjemme hos mor – kun ganske få tisseuheld. Og da jeg kom tilbage i børnehaven, har der også kun været få uheld. Det er bare så flot!



År 3, uge 1

Dagbog Posted on %PM, September 16 2009 17:21:41

11.9

Denne uge står i fødselsdagens tegn. Fredag er mor med i børnehave og fejre mig. Vi er i Ørstedparken og på legepladsen sammen med alle de andre fra børnehaven. Bagefter går vi tilbage til Røde Ko. Vi har kagemand og sundt slik med. Det er stort hit og der bliver synget fødselsdagssang for mig. Jeg bliver helt genert af det. Bagefter tager vi i Ikea, hvor jeg leger vildt med Lauritz. Derefter er det afgang mod sommerhuset sammen med mormor og morfar, moster, Amalie og Lauritz. Og søndag får jeg så rigtig mange gæster til fødselsdag. Det er rigtig sjovt. Jeg får mange dejlige gaver og hygger mig rigtig meget – selv om jeg også bliver rigtig træt af al den virak. I weekenden tager vi også bleen af, så næste uge bliver jeg hjemme hos mor og skal vænnes fra bleen. Det er gået fint med kun ganske få uheld. Tirsdag er vi på Gl Vagt legeplads, hvor vi møder min gamle vuggestue. De krammer mig alle sammen og vil lege, og jeg bliver helt genert. Anton – min bedste ven fra vuggestuen – er heldigvis også med, og jeg er så glad for at se ham og lege med ham igen.



År 2, uge 54?

Dagbog Posted on %PM, September 16 2009 17:16:56

4.9

I weekenden er vi i sommerhuset. Jeg er så glad for vores sommerhus og har højtlydt erklæret: “Jeg elsker sommerhuset”. Søndag er vi til børnemiddag hos farfar. Der er rigtig dejligt mad, men det er nu altid den dejlige dessert og slikket, der trækker mest. Jeg er også startet i svømmeskole i SKK. Det er rigtig sjovt. Jeg er afsted med far, og jeg er ellevild. Der bliver plasket med fødder og hænder til den helt store guldmedalje. Om tirsdagen kan jeg dog ikke sove om natten. Jeg vågner klokken 4 og kan bare ikke sove mere. Så jeg sidder sammen med far og ser film hele natten. Dagen efter får jeg lov til at blive hjemme fra børnehaven, så jeg ikke kommer i børnehaven og er træt.



År 2, uge 53?

Dagbog Posted on %PM, September 02 2009 21:28:45

29.8

Jeg elsker min lillesøster. Jeg aer hende, kysser hende og hopper og danser omkring hende. Jeg er til børnelæge med min mave. Den ser heldigvis ud til at være i orden. Lægen roser mig meget for mit gode sprog. og fordi jeg er så dygtig hos lægen. Efter lægebesøget tager mor, søs og jeg i Tivoli. Først spiser vi på Wagamama – umna – og bagefter går vi rundt i Tivoli. Jeg stikker af fra mor på et tidpsunkt, og det bliver vi meget uvenner over. I sommerhuset i weekenden har min mor og far besøg af en flisemand. Mens de står og taler med ham, benytter jeg mig af deres manglende opmærksomhed og flytter alle mulige ting udenfor, plukker tomater i drivhuset som jeg kaster med osv. I sommerhuset har der været indbrud, og der er nogen onde tyve, der bla har stjålet mine film – fx “Kikkebakke Boligby” og “Babapappa”. Sågar også mit pudebetræk. Onde tyve. Det stiller jeg mange spørgsmål til. I det hele taget stiller jeg bare rigtig mange spørgsmål til alting – jeg er rigtig nysgerrig. Jeg er startet til svømning igen med farmor. Det er bare sagen. Jeg bliver helt udmattet af det, så om aftenen efter svømning går jeg i seng allerede kl 1845! Jeg er en rigtig dejlig lille dreng, der også er meget høflig – når det tager mig. “Dejlige lille mor”, “Tusind tak, far” og så videre.



År 2, uge 52

Dagbog Posted on %AM, August 25 2009 09:35:02

20.8

Jeg er blevet lidt gladere for børnehaven og er om morgenen begyndt at sige, at jeg godt vil derhen. Charlotte (pædagog) fortæller, at jeg bla leger bil med de andre, og at vi kører til zoologisk have. En rigtig Frederik leg! Vi er i teatret med børnehaven, hvor vi ser et stykke om en klovn. Det er rigtig spændende. Mange af de andre børn kunne ikke følge med. Kun mig og Fridthjof følger med, og jeg kommenterer højlydt hele forestillingen. I weekenden er far og jeg i sommerland Sjælland. Det er rigtig sjovt. Jeg rider på ponyer, ser indianere og kører go-cart. Det er helt vildt! Om mandagen siger jeg, at der er en, der har skubbet og slået mig i børnehaven og om natten kommer monsteret desværre på besøg i min drøm igen. Heldigvis err jeg glad igen om morgenen. Hver dag går jeg med mor hjem gennem Kongens Have. Der er en masse unge, der holder fester. Og jeg vil med til festen: jeg løber hen til en stor gruppe og cirkler rundt om dem. Og en ung pige kommer straks løbende hen til mig og giver mig et stykke chokolade. Så det henviser jeg til, hver gang vi er i Kgs Have fremover.



År 3, uge 51

Dagbog Posted on %AM, August 25 2009 09:29:39

16.8

Fræk, frækkere, Frederik. Jeg er blevet rigtig børnehavefræk og vil ikke høre efter. Det betyder, at jeg får meget skældud af mor og far. Det kan jeg ikke lide. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at gøre det, som jeg ikke må: kaste med ting, rode og ikke rydde op efter mig osv. Jeg er derudover blevet en sand spørge Jørgen, som hele tiden spørger: Hvorfor bliver det mørkt, hvorfor går solen ned, hvorfor regner det osv. Vi er i sommerhus i weekenden, hvor jeg plukker pærer, tomater og de sidste blåbær. Jeg elsker vores sommerhus. Om søndagen er vi ude at sejle, fordi vi skal på besøg hos oldemor. Det er spændende. Hos oldemor spiser jeg rigtig meget kage. Det kan jeg godt lide.



« PreviousNext »